Nyheder / 2017-2018 / Aarhus / København (Amager) / København (Valby) / Hermanos / SXB / Whired / 27. oktober 2017

Efter to år er KPMG stadig strategiske samarbejdspartnere

Igennem to år har Mind Your Own Business indgået et tæt strategisk samarbejde med det internationale revisions- og rådgivningsfirma KPMG. Det er vi meget stolte over og taknemmelige for.

UDVIKLINGSCAMP: Drengene fra mikrovirksomheden B-N1C3 til camp hos KPMG. Juni 2017

  • Del artikel

Samarbejdet med KPMG er med til at sikre erhvervsfaglig opkvalificering og opbygning af professionelle netværk for de drenge og mikrovirksomheder, som indgår i Mind Your Own Business Akademiet.

Som strategisk erhvervspartner bidrager KPMG med planlægning og afholdelse af årlige udviklingscamps og workshops, såkaldte SkillBoosters. Til at facilitere dette, har flere medarbejdere fra KPMG stillet sig til rådighed som frivillige fagpiloter, der gennem forløbet bidrager med viden og sparring til mikrovirksomhederne.

SE OGSÅ: Personlige relationer skaber udvikling: take-off på Akademiet

KPMG er en fantastisk partner, der støtter op om praksisindlæring og sikrer drengenes opkvalificering i forhold til driften og videreudviklingen af mikrovirksomheden.

Ved at møde drengene i øjenhøjde formidler de dygtige konsulenter høj faglig viden der er til at forstå, og som giver drengene konkrete erhvervsfaglige værktøjer, de kan bruge direkte i arbejdet med deres mikrovirksomheder.”

Sådan udtaler Maria Kavita Nielsen, stifter og direktør i Mind Your Own Business.

TÆNKEPAUSE: Drengene udarbejder en mikrostrategi for deres virksomhed. Oktober 2016

Udviklingscamp & SkillBooster

To gange i løbet af en sæson inviterer KPMG mikrovirksomhederne på Akademiet indenfor til Udviklingscamp. Her kommer drengene i workshops, hvor fagpiloterne udfordrer dem på at lægge en mikrostrategi, der skitserer delmål, handlinger, deadlines og ansvarspersoner for det kommende arbejde i mikrovirksomheden.

”Jeg lærer drenge fra udfordrede områder personligt at kende, jeg kan dele mine erfaringer omkring virksomhedsdrift, og jeg kan se at min indsats har en direkte positiv effekt på drengenes udvikling” – Niclas, senior associate i KPMG.

Efter Udviklingscampen fortsætter samarbejdet gennem afholdelse af en række SkillBoosters frem til næste sommer. Her besøger fagpiloterne mikrovirksomhederne og arbejder med temaer, der klæder drengene på til så vidt muligt selvstændigt at arbejde videre med deres virksomhed.

FAGPILOTER: Niclas, frivillig fagpilot fra KPMG. Oktober 2016

Faglig diversitet

Mind Your Own Business har fokus på diversitet, hvilket er noget KPMG værdsætter da forskellighed blandt medarbejdere også er noget, som konsulenthuset arbejder aktivt med. I KPMG har konsulenter og revisorer ofte meget forskellige faglige og kulturelle baggrunde, og det afspejler sig også i gruppen af frivillige fagpiloter:

Dette års fagpiloter udgør et bredt spekter af medarbejdere, der til dagligt rådgiver om alt fra IT til jura til økonomi og regnskab. Vi tror på, at vores faglige viden indenfor disse områder kan hjælpe med at hæve det faglige niveau ved vores workshops med mikrovirksomhederne, og kan udfordre drengene til at gribe tingene anderledes an end de ellers ville have gjort”, fortæller Niclas Friis Mahler, senior associate i KPMG og ansvarlig for samarbejdet mellem KPMG og Mind Your Own Business.

Personlig glæde

Til hver mikrovirksomhed på Akademiet er tilknyttet minimum to fagpiloter. Det løbende samarbejde med drengene igennem de ni måneder som forløbet varer, medvirker til at der opnås en tættere tilknytning og kendskab dreng og fagpilot imellem med rum for personlig udvikling for begge parter.

Det er ikke kun drengene, der får noget ud af Akademiet. Som fagpilot bliver man udfordret på sine egne holdninger, men også på formidling af stof, som for fagpiloten kan være elementær viden, men som kan være en stor mundfuld for drengene.

At være en del af Akademiet har lært mig meget om både mig selv og om at lære fra mig, og samtidig lært mig en masse om drengene, deres tanker og den hverdag de lever i.”

Sådan fortæller Nynne Bates, senior consultant i KPMG, om rollen som frivillig fagpilot ved sidste års sæson. Sammen med kollegaen Niclas deltager hun igen i år på Akademiet som ansvarlig for samarbejdet mellem KPMG og Mind Your Own Business.

MIKROSTRATEGI: Drengene udvikler en handleplan for det kommende samarbejde. Oktober 2016

Jeg føler en personlig glæde ved at hjælpe andre fra udsatte miljøer, og min glæde ved at gøre dette bliver forstærket, når jeg samtidigt føler, at jeg kan dele min viden omkring virksomhedsdrift, hvilket er noget jeg brænder for. Samtidig har jeg følt en rigtigt positiv og god energi ved vores workshops, der i sig selv giver en glæde ved at deltage i programmet”, forklarer Niclas, som ser frem til at være med endnu et år på Akademiet.

SE OGSÅ: Ny årgang aspirerende mikrovirksomheder på Akademiet

Lørdag den 28. oktober inviterer KPMG for fjerde gang til Udviklingscamp i deres hovedkontor i København. I Mind Your Own Business vil vi gerne sende en stor tak til KPMG for et fantastisk samarbejde. Vi glæder os til en ny og spændende sæson på Akademiet. Følg med her på siden og på Facebook.

SAMMENHOLD: Nynne morer sig sammen med drengene fra Smøkker. Juni 2017


Tags i denne artikel:

Erhvervspartner KPMG


  • Del artikel